reklamepolitik

lørdag den 13. august 2016

Bedste køb - til tvillinger




Bugaboo Donkey Twin:

Fordi den er smal nok til at komme ind af ca. alle døre (dog minus fx mødrehjælpens genbrug?!) og fordi den kan foldes sammen, så vi faktisk kan få vores bil til at rumme fem mennesker og deres oppakning samt tvillingevogn. Uden brug af tagboks eller anhængertræk.

Jeg synes dog ikke, at kvaliteten matcher prisen - overhovedet. Den er ikke super solid, bliver hurtigt lidt løs i stellet m.m. Andre kritikpunkter er at det ikke er muligt at montere seler i barnevognskassen, som ellers er 80 cm lang, så den kunne bruges længe, men når de begynder at rulle rundt eller kunne rejse sig op, er det selvsagt for farligt, når de ikke kan spændes fast. Det sker ca. i 6 måneders alderen og der er de altså stadig små at have siddende i klapvognen - selerne og sædernes udformning matcher bare større børn lidt bedre.

Regnslaget og varekurven er også helt håbløse - førstnævnte fylder nærmest så meget, at der ikke er plads i sidstnævnte. Jeg havde dem aldrig med, for hvor skulle jeg så have pusletasken? Og de er også håbløse at montere. Jeg købte et almindeligt regnslag til tvillingevogn og det er meget bedre. Jeg forstår ikke hvorfor bugaboos eget skal være lavet i tykt, gennemsigtigt plast, som er så upraktisk - jeg forestiller mig, at det har noget af gøre med, at vognen flotte design ikke skal gemmes væk bag et regnslag. 

Leander vugge:

Fordi den er pæn og ikke tager plads på gulvet og så kunne begge tvillinger ligge i den de første måneder, hvilket de fandt stor tryghed i. Og de blev ikke generet af, der kom en storebror spurtende hen ad gulvet, netop fordi den hænger i loftet. 

Slyngevugge (Nature Sway): 

Fordi den betød, at en person kunne putte begge babyer. Vi købte den alt for sent, fordi vi ikke synes vi havde brug for den og brugte den også kun i en meget kort periode. Men de gange vi brugte den, var den guld værd! Med den i huset kunne den ene putte begge babyer: Den nemme tvilling på armen og den besværlige tvilling i slyngevuggen og den anden kunne putte storebror. Og ja, det skal være Natures Sway, synes jeg. Vi prøvede i hvert fald to andre modeller og ingen af dem var gode - de kunne ikke lide at ligge i dem og de hang ligesom for langt nedad med hovedet.

Skråstole:

Fordi tvillingerne nogengange skal med i køkkenet, når der skal laves mad. Ikke at de gider sidde i dem særligt længe og det skal de jo heller ikke, men de 5-10 minutter man vinder her og der, er det hele værd.

Kravlegård:

Fordi det var rart at have et sted at lægge dem, da de var helt små, som ikke var på gulvet. Da de ikke længere begge kunne være i Leandervuggen og de endnu var for små til at måtte komme ud, sov de også deres lure i den. Nu hvor de begge kommer omkring bruges den, når den ene skal skiftes - eller når de overfalder hinanden og der lige er brug for lidt adskillelse. "Babyfængsel" kalder storebror den og det er muligvis meget rammende, men vi ville ikke undvære den.

Uld: 

Fordi tvillinger jo typisk kommer til verden ret tidligt (senest 38+0 tages de ud) og dermed er ret små - så har de også lidt svært ved at holde på og regulere varmen og her er uld helt fantastisk. Og hvis det er i slå-om modellen er det tilmed nemt at få af og på. Både joha, engel og Iobio laver uldbodyer i slå-om modellen. Da de var helt små passede Iobios bedst, fordi de er så smalle, senere var Johas bedst.

Huer/hjelme:

Fordi de ikke kan holde varmen, de små og derfor har huer på døgnet rundt også indendøre. Det havde vi ikke lige tænkt over.

Str. 44 tøj:

Fordi de bare ikke passer str. 50 særligt godt og det er rart de ikke svømmer i tøjet. Desuden er det nemmere for dem at holde varmen i tøj der passer og det giver dem end fornemmelse af tryghed, at tøjet sidder som det skal  - tæt på kroppen. Udover uld var vi glade for Fixonis tøj til de helt små, Little Bee.

4 babydyner:

Fordi to bare ikke er nok, for lets face it - de babydyner lever et hårdt liv med tis, gylp og snot. Og de ligger i dem næsten hele tiden, mens de er helt små og det tager altså omkring en halv dag, før sådan en er vasket, tørret og klar til brug igen. 

10000 stofbleer:

Fordi man bruge uendeligt mange. Hele tiden, til alt muligt. Et lille tip i den forbindelse er, at rydde en hel hylde i skabet kun til stofbleer - og så smide dem ind uden at lægge dem sammen. Det er nemlig tid du kunne bruge på at spise eller sove. Og nu er vi ved at bevæge os over i kategorien "tvillinge-tips" og dem vil jeg gemme til et selvstændigt indlæg. Som forhåbenligt ser dagens lys inden alt for længe...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar